OM OS

Medset, Media Service Team’s vision er at tilbyde danske eksportvirksomheder og deres underleverandører, rådgivere og andre interesserede et lettilgængeligt og målrettet redskab til løbende ajourføring af rammebetingelser og markedsmuligheder på de såkaldte vækstmarkeder (Emerging Markets) og samtidig frigøre tid hos virksomhederne og deres højt specialiserede medarbejdere til at koncentrere indsatsen om udviklingen af virksomhedernes egne kernekompetencer: Udvikling, produktion og salg af varer og tjenesteydelser.

 

Medset definerer vækstmarkederne som de lovende markeder i verden uden for dansk erhvervslivs traditionelle hovedmarkeder i Europa, Nordamerika og Japan. De omfatter dels BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) og de nye vækstmarkeder i de såkaldte Next 11-lande (Bangladesh, Egypten, Indonesien, Iran, Mexico, Nigeria, Pakistan, Philippinerne, Sydkorea, Tyrkiet og Vietnam). (Begreberne BRIK, eller senere BRIKS, og Next 11 blev introduceret i hhv. 2003 og 2005 af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs). Dels yderligere en række vækstøkonomier, som i den seneste tid har vist gode og lovende takter som fremtidige eksportmarkeder med høje vækstrater og hastigt voksende, købedygtig middelklasse. Denne gruppe lande finder vi både i Sydøstasien (blandt ASEAN-landene), i Afrika syd for Sahara og i Latinamerika. Endelig følger medset udviklingen i den fjerde industrielle revolution, som vil forandre produktions- og forbrugsformer og normer over de kommende år med gennemgribende ændringer i samfundsudviklingen til følge. Vi formidler viden om de nyeste trends også på dette område til vore kunder.

 

Medset tilbyder nyhedsformidlingen i form af ugentlige elektroniske nyhedsbreve. Nyhederne, der hovedsageligt vil være på engelsk, fremskaffes på the World Wide Web fra et stort antal åbne og offentligt tilgængelige kilder såsom aviser, magasiner, erhvervssider, nyhedsbreve og rapporter fra nationale institutioner og internationale organisationer, tænketanke, forskningsinstitutioner, handelskamre og andre interesseorganisationer.

Medset formidler nyhederne i form af nyhedsbreve med hyperlinks til de pågældende tekster på nettet. Medset forfatter som udgangspunkt ikke selv nogen tekster og analyser, bortset fra en eventuel indledende kommentar eller ”leder” i nyhedsbrevet og har derfor heller ikke noget ansvar for indholdet af de tekster, som præsenteres via de valgte links. Nyhedsbrevene vil kun indeholde links til et begrænset antal veludvalgte artikler. Vores erfaring tilsiger, at i denne sammenhæng gælder reglen om ”small is beautiful”. Et nyhedsbrev overlæsset med artikler ses oftest som tidsmæssigt uoverkommeligt og risikerer ikke at blive læst. Vi satser i vores redaktion på, hvad der er nødvendigt og tilstrækkeligt.

 

Medset tilbyder således ikke ydelser, som danske eksportvirksomheder og andre mulige interesserede ikke i princippet selv kunne fremskaffe ved egen indsats. Det, som medset reelt tilbyder, er derimod kvalificeret tid og indsigt: Overvågning, søgning, professionel redaktionel udvælgelse samt formidling. Mindre eksportvirksomheder har måske ikke kvalificeret personale til at udforske markedsmuligheder og udviklinger på internettet. Men selv større virksomheder vil med fordel kunne anvende medset’s nyhedsformidling. Hvis f.eks. en salgsingeniør bruger bare ½ time om dagen på at surfe efter generelle og/eller markedsrelevante nyheder for virksomheden, koster det reelt virksomheden 5000 kr. om måneden i tid, der kunne være brugt mere produktivt på virksomhedens kernekompetencer. Den økonomiske lov om arbejdsdeling bestemt ved de komparative fordele gælder også her.

 

Medset arbejder ud fra den grundlæggende forudsætning, at såvel medset selv som vores kunder opererer digitalt. Medsets produkter fremstilles, opbevares, markedsføres, distribueres og faktureres udelukkende digitalt.

 

MEDSET - media service team Annebjergvej 1, 4572 Nørre Asmindrup www.medset.dk medset@medset.dk

 

Tel: 59306965 CVR-nr: 35110704